Antallet af dødsulykker i trafikken stiger

Antallet af dødsulykker er steget i 2016

De første ni måneder af 2016 tegner et grimt billede af dødsulykker i trafikken. Antallet af folk der mister livet i trafikken stiger, mens antal tilskadekomne er uændret sammenlignet med 2015.

Indtil videre ser 2016 ikke for godt ud, når man kigger på dødsulykker i trafikken.

De første ni måneder af dette år har nemlig budt på intet mindre end 160 mistede liv i trafikulykker. Til sammenligning havde 121 mennesker mistet livet, da det var september måned i 2015. Allerede nu er der altså en stigning på 32 procent i dødsulykker, og med tre måneder tilbage af 2016, må man vurdere at tallet nok kommer til at stige yderligere.

Ingen stigning i antal tilskadekomne

Allerede inden året er omme, tegner der sig altså et billede af et skidt år for sikkerheden i trafikken.

Tallet ligger allerede på 160 mistede liv i september, og til sammenligning have 178 i alt mistet livet i 2015, da året var omme.

Det er dog ikke til at sige, hvorvidt disse tal blot er et tilfældigt udsving. For mens tallet for dødsulykker er steget med over 30 procent, så er antallet af tilskadekomne i trafikken ikke steget det mindste.

Indtil videre kan Vejdirektoratet nemlig oplyse, at antallet af kvæstede ligger på 2.400, hvilket er nøjagtigt samme tal som sidste år på denne tid.

Man kan derfor overveje om 2015 blot var et ”heldigt” år, mens 2016 tegner et mere realistisk billede af dødsulykker i trafikken i Danmark. For selvom der er forskel på 160 og 121 dræbte, så kan det altså være et tilfældigt udsving, da det er forholdsvis små tal. Vejdirektoratet udtrykte selv begejstring efter tallene i 2015 blev offentliggjort og sammen med en uændret stigning i antallet af kvæstede, har 2016 måske bare været en smule mere uheldigt end 2015.

Høj fart og for lidt opmærksomhed

Afdelingsleder for Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling Marianne Foldberg forklarer, at for høj hastighed og for lidt orientering i trafikken er de helt store syndere, når det kommer til dødsulykker.

Hun gør det klart, at Vejdirektoratet ser en hel del ulykker, hvor folk har kørt for stærkt og glemt at orientere sig nøje i trafikken. Mange af dødsulykkerne i 2016 kunne således have været undgået, hvis danske bilister i højere grad sænker farten og giver trafikken den opmærksomhed, den kræver.

Det tyder på at bilisterne især har orienteret sig for lidt i september måned. I år blev hele 29 nemlig dræbt i den niende måned, mens 16 mistede livet i september 2015. Måneden har altså trukket det samlede antal dødsulykker i 2016 godt op, og må siges at være en af de slemmeste måneder i dette år indtil videre.

Umiddelbart har 2016 altså ikke været et godt år for sikkerheden på de danske veje. Vi må dog vente med at se, om 2016 egentlig er et udtryk for en stigende tendens i ulykker og om året rent faktisk har været værre end de forgangene år, eller om dette års foreløbige tal blot skyldes et tilfældigt udsving.

Skriv et svar