VW indgår forlig og må slippe 100 milliarder kroner

“Skandale” er vist det eneste ord, der kan beskrive den systematiske snyd med miljøkravene, der kom frem om VW. En alvorlig sag, der vil have konsekvenser for ikke kun VW, men andre bilproducenter, og forhåbentlig kan det medføre mere sikkerhed og kontrol på området fremadrettet, så det ikke kommer til at gentage sig, og så forbrugerne kan stole på bilproducenternes oplysninger i fremtiden.

Straffen for den første af sagerne er netop fastlagt. I USA har VW indgået et forlig på 14,7 mia. dollar, hvilket svarer til 100 mia. kroner. Et astronomisk beløb, der fordeles mellem køberne af bilerne, bilforhandlerne og en egentlig miljøstraf.

Den største straf nogensinde

Der har været snyd før, men ikke i den målestok, som det er set her, og derfor er straffen så høj. Faktisk er det den største straf nogensinde. Bilejerne, der er omfattet af dette forlig, er dem, der har købt en VW med en 2.0 liters dieselmotor. Pengene skal gå til, at VW enten køber bilen tilbage eller udbedrer snyderiet hos den enkelte bilejer, og det er også denne gruppe, der får den største del af beløbet, nemlig 68,7 mia. kroner. Det omfatter desuden ikke kun ejere af VW, men også Audi og Porsche, der har den samme motortype.

Formålet er, at langt de fleste af disse biler skal skrottes, og er det ikke sket for 85 % inden for 3 år, kan VW se frem til en strengere straf. Derfor er der afsat midler til bilforhandlerne, som skal ansætte 900 nye medarbejdere, der alene skal beskæftige sig med de omtalte biler, som er blevet pålagt skrotning. Deres opgave bliver at sikre tilbagebetalingen til kunderne. Midlerne til dette er indbefattet af de 68,7 mia. kroner.

De resterende 32,2 mia. kroner er selve miljøstraffen, og pengene er øremærket således, at VW skal bruge dem til miljøforbedrende og grønne tiltag til gavn for samfundet.

Skandalen ruller stadig

Selvom der er indgået et forlig, er svindelsagen på ingen måde et overstået kapitel. Der er stadig ingen afklaring på, hvad der kommer til at ske med det miljøsnyderi, der også er sket med det 85.000 VW, Audi og Porsche, der alle har en 3.0 dieselmotor. Her er der en tilsvarende mulighed for, at VW vælger at indgå forlig på samme måde som det forlig, der ses med 2.0 motorerne, men tiden vil vise, hvad resultatet bliver. På den anden side af Atlanten i EU ser det dog ud til på nuværende tidspunkt, at VW ikke kommer til at få deciderede bøder for miljøsnydet.

Det, der bør komme ud af denne sag, er, at hverken VW eller andre bilfabrikanter vil mene, at det på nogen måde kan svare sig at snyde, når det kommer til miljøkrav. Bliver konsekvenserne for store i form af bøder, vil producenterne forhåbentlig lade være, da det ikke kan svare sig for dem. Der er samtidig en risiko for, at forbrugerne ikke længere har tillid til dem, hvis det fortsætter, og den manglende tillid gør, at de vælger dem, der snyder, fra, til fordel for dem, der overholder miljøreglerne.

Skriv et svar